LEDER #51: Grund

DEN GRUND VI STÅR PÅ

Der sker altid noget særligt, når vi redaktionen skal brainstorme over mulige temaer til næste nummer af KULTURO: Vi tænker sammen. Én præsenterer en idé, en anden samler tråden op og kører derudaf, indtil en tredje nævner noget fjerde og anlægger en ny kurs. Sådan går der gerne et par møder med at lade den fælles hjerne pulse. Jeg synes, det er en rigtig sjov del af processen, dels fordi mine medredaktører disker op med alle mulige gode idéer, dels fordi det bliver tydeligt, at vi er et tænkende fællesskab. Her mærker jeg virkelig værdien i, at otte sæt øjne er til stede til at granske et ord eller en idé fra mange forskellige perspektiver. Det er ikke kun min egen begejstring for dette aspekt af arbejdet med KULTURO, som gør det relevant at nævne i denne sammenhæng. For det er faktisk selve grundlaget for KULTURO, der ikke desto mindre bevarer en form for fleksibilitet, fordi redaktionen hele tiden må sige farvel til gamle og byde velkommen til nye redaktionsmedlemmer. Denne fleksibilitet, det konstante samarbejde mellem nyligt tilkomne og mere hjemmevante medlemmer, kan være en udfordring at arbejde med, men er ikke desto mindre det frugtbare fundament for selve det blad, du holder i hånden nu, kære læser. Det betyder også, at det nu er mig, der skal vige pladsen så nye medlemmer, og dermed nye øjne, nye hænder og nye idéer til, hvad KULTURO skal være for et blad, kan komme til. Lad mig derfor kort sige tusind tak for pladsen i redaktionen! Det har været en fornøjelse at være med.

AT VÆRE GRUNDET I SPROGET
Som sproglige væsner, er vi i en vis forstand grundet i og med sproget. Hvad dette vil sige, er noget Jonas Reppel forholder sig til i sine haikus til sin datter. Her er det netop kontrasten mellem et fast og et fleksibelt sprog, som falder i øjnene. Her giver haiku-digtets rigide form og gentagelsen som stilistisk greb anledning til en fortløbende variation af bl.a. ordet “grund”, der knopskyder i nye sammensætninger og betydninger. Mens digterjeget i Reppels haiku-digte prøver at undskylde over for sin datter den verden, hun er født ind i, synes jeg også, man fornemmer en grundlæggende begejstring for ordenes fleksibilitet. Det minder om det, Freud et sted har kaldt “die alte Wortlust”, som egentligt betegner barnets første lystfulde omgang med sproget, som resulterer i pludren og vrøvl. Jeg synes, Reppel overbevisende viser, at den gamle ordlyst ikke kun resulterer i vrøvl. Nej, den giver også anledning til poesi som dét rum, hvor den voksne, som et barn, kan smage på et ord og dets forskellige betydninger. I Emil Elgs digte finder også en sammenskrivning af barnets og den voksens verdener sted, “selvom det er imod reglerne”.
I sine digte Atom, bevæger Olivia Hasle Pedersens sig til gengæld helt ind i barndommen. Digtene, som er en samling af barndomserindringer, fremskriver barndommen som grundlaget både for sprog og for identitet og subjektivitet. På hver sin måde tænker jeg, at disse bidrag forholder sig til sproget som en form for grund. Det kan også siges om Signe Gjessings Verdensbilleder, hvor det netop er med sproget som medium, at hun forsøger at tegne et så præcist billede af verden som muligt. I uddraget og udsnittet af Ida Niegaards og Ellen Ahnfelt-Rønnes Indeliv, træder sproget frem som et porøst grundlag for eksistensen, hvilket understreges af Ahnfelt-Rønnes store og hullede broderier. Eller om Samuel Hughes’ sprogdiagrammer over de fire elementer, der på en gang for mig til at tænke på magi, alkymisme og videnskab – og hvordan sproget netop på samme tid kan være magisk og videnskabeligt.

GRUND OG MAGT
Det har været en fornøjelse at se, hvilke associationer temaet “grund” har været grobund for. Trods mange forskellige fortolkninger, tager mange bidrag udgangspunkt i forbindelsen mellem grund og magt. For eksempel undersøger Aske Tybirk Kvist og Marie Finsten Jensen i deres artikel foreningen som “begrundet fællesskab”, dens politiske begrænsninger og muligheder i nutidens politiske klima. Men der lægges også op til mere bogstavelige forståelser af temaet. I sin artikel stiller Inge-Merete Hougaard skarpt på en sandudvindingsindustri, som ubæredygtigt rovdrift på klodens sandressourcer, og præsenterer samtidigt en alternativ praksis i form den colombianske landsby Brisas de Frayle, og måden, man her i mange århundrede har udvundet sand på en mere bæredygtig måde. For etnolog Simon Hallberg er der ikke så meget grunden i sig selv, som det er repræsentationer af den i form af kartografi, der er interessant. I sin artikel “Matrikuleringen af St. Croix og Kolonialiseringen af Lolland” undersøger han forholdet mellem kartografi, landbrug og kolonialmagt med udgangspunkt i sukkerplantagerne på St. Croix og effektiviseringen af roelandbruget på Lolland.
Det er imidlertid ikke kun menneskets bearbejdning af landskabet og jorden, som der sættes spørgsmålstegn ved. I sin artikel “Oliens Libidinaløkonomi” vender Elisabeth Friis ligningen på hovedet, og stiller med udgangspunkt i Reza Negarestanis roman Cyclonopedia. Complicity with anonymous materials nogle tankevækkende spørgsmål: Hvad nu, hvis det slet ikke er mennesket, der styrer klodens igangværende ødelæggelse, men kloden selv? Hvad, hvis den egentlige agent, der styrer kloden mod undergang er olien, og mennesket blot er sat i verden for at sikre at oliens begær mod total ødelæggelse indfries? Disse spørgsmål leder til en undersøgelse og kritik af sammenhængen mellem en bestemt form for økonomisk system og dens økologiske konsekvenser. Et lignende fokus finder man i kunstprojektet Soil. Sickness. Society, der i undersøgelsen af sammenhængen mellem økosystemet, nervesystemet og det økonomiske system, spørger til, hvor modstanden mod den neoliberale vækstmaskine kan findes. Og – som med dette, forsøger at lave rum til at kunsten kan yde en sådan modstand. Spørgsmålet har været grundlag for redaktionens samtale med udstillingens kurator Maria Kjær Themsen og nogle af hendes samarbejdspartnere, psykiater Birgit Bundesen, kurator Ida Bencke og forfatter Anna Rieder.
Kim Laybourn arbejder også med et plastisk og kunstigt landskab i sin videoinstallation Det bevidste landskab. Hans plastikblomster er ikke kun en kritisk kommentar til, hvordan landskabet aktivt formes af kunstige repræsentationer, men også en begejstret gestus mod den porøse grænse mellem det naturlige og det kunstige. I sit “Støvkatalog” stiller Maria Viftrup ligeledes mikroskopet ind på de små detaljer, når hun beskæftiger sig med de mindste bestanddele, som mennesker efterlader sig – en tråd, lidt skæl, en flig af et rødløgs skal – og sætter dem sammen, så de danner et helt univers, der hvor den globale produktionskæde bider sig selv i halen. En anden der arbejder med menneskets forhold til store strukturer, er Linnea Lindberg, der i “Fotavtryk, i alfabetisk ordning” undersøger, hvordan kroppe er forbundet til og er definerede af økonomiske og digitale kredsløb. Den samme interesse for relationen mellem det fysiske og det digitale finder man i Ida Brockmanns kunstbidrag, hvor symboler fra et liv på skærmen kombineres med et af kulturhistoriens bestandige materialer: marmor.

DE FORTÆLLINGER JORDEN GEMMER PÅ
Jorden under os gemmer på mange historier, personlige som politiske, om både kollektivt og individuelt liv. Det peger Sidsel Welden på i sit bidrag, hvor den forfærdelige historie om politisk massakre af kommunister graves op af Atacamaørkenen i Sydamerika, i takt med at chilenske kvinder graver efter resterne af deres kære. Vi bringer også et udvalg af Ronnie Flensborg Iversens digtsamling Liglyng. Digtene handler om den jyske hede, som vel nærmest kan betegnes som et topos i den danske samtidslitteratur (Her tænker jeg på værker som for eksempel Malte Tellerups Hedeselskabet (2020) og Ida Jessens Kaptajnen og Ann-Barbara (2020)). På heden rummer dyrene og planternes navne en egen poesi, og opdelingen mellem natur og kultur viser sig at være en forfejlet konstruktion. På heden er kultur og natur uløseligt forbundne.
Den porøse grænse mellem kultur og natur er også et tema i Pernille Pontoppidans monumentale keramiske krukker. Som bearbejdelsen af ler, er keramik helt grundlæggende en fortællende gestus med og mod jorden. Gennem bearbejdning formår Pontoppidan at lade jorden fortælle sine egne historier. I Mette Borups fotogravurer finder en modsatrettet bevægelse sted; her er det ikke jorden, der bearbejdes, men snarere menneskekroppen, der synkes ned i jorden. Borup peger på en meget konkret og materiel forbindelse til Jorden, som grundlaget for al liv. Ned i jorden vil arkæologen Paulina Blaesild også i sit bidrag. Her graver hun sig dybt ned i havbunden, og viser, at det kun er et spørgsmål om, hvor dybt man graver i tid og rum, før alt viser sig at være i bevægelse. Hvad sker der, når vi ikke længere forstår grunden under vores fødder som fast men derimod i bevægelse, som fleksibel?

PÅ ET FLEKSIBELT GRUNDLAG
Grundens fleksibilitet. Det virker, som om alle bidragene i virkeligheden forsøger at gøre op med forestillingen om en ”fast grund” eller et urokkeligt fundament og forsøger at tale ind i en forståelse af grunden som fleksibel. Særligt tydeligt bliver det i Clara Buschs pastel- og kulbilleder. Her blander baggrund og forgrund sig sammen for at danne motiver, man får lyst til at fare vild i. I Melanie Kittis tekst, Akvarianna, undersøges også, hvordan forskellige lag interagerer med hinanden. Her er det blot en akkumulering af sprog, som er materialet, og ikke pastel og kul. Og så er vi tilbage ved sproget, og spørgsmålet om, hvordan man med sproget – det mest fleksible af materiale – kan bygge sit eget ståsted.
Da ordet ”grund” blev kastet ud på scenen til vores redaktionsmøde, hvor vi skulle beslutte tema, gav det anledning til en associationsrække, der blandt andet var grunden (…) til, at jeg øjeblikkeligt blev overbevist om, at temaet var det rette til dette nummer. I modsætning til den gængse forståelse af ordet ”grund”, som noget fast, måske netop det faste under vores fødder, viste ordet sig, som sproget i det hele taget, at være fleksibelt og strække sig i mange forskellige retninger. Vi pakkede ordet op og skubbede det det ind og ud af kunstens, filosofiens og naturens verden, forbandt det til erindring, identitet, økologi. Det er mit håb, at udvalget af teksterne, som redaktionen har glæde af at kunne præsentere i dette nummer, får denne fleksibilitet til at stå lige så tydeligt for dig, kære læser, som den gjorde for mig.

På vegne af redaktionen,
Anton Juul

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen