’See me, feel me, touch me, heal me’, synger hovedpersonen i rockoperaen Tommy. Udtrykkets insisterende patos rummer et gran af menneskelig sandhed – trangen til kropsligt nærvær og troen på dets helende kraft. At blive følt og dermed anerkendt som afgrænset, selvstændigt individ, kropsligt såvel som mentalt. Men hvordan er samspillet mellem på den ene side dette basale behov og på den anden side en verden medieret af avanceret teknologi, ændrede arbejdsmarkedsvilkår og nye familiemønstre? Har det moderne samfund institutionaliseret nærværet og dermed konstrueret et pseudonærvær, som på én gang gør den virkelige nærværstrang påtrængende og umulig?

Den amerikanske sociolog Richard Sennett beskriver, hvordan det moderne arbejdsmarked tager sig ud, og hvordan dets ændrede indretning har en betydning, der rækker langt ind i det almindelige menneskes intimsfære. Tidligere tiders samlebåndsarbejde og, for mange, livsvarige ansættelser er erstattet af et omskifteligt arbejdsmarked, hvor projektansættelser er normen, og hvor den fleksible arbejder med det store netværk er idealet. Det nye firma er tilpasset et moderne menneske, som søger selvrealisering og evigt nye udfordringer på jobbet. Det gamle, alt efter skøn, fastlåsende eller sikrende system er væk. Den påkrævede omstillingsparathed, som accentueres af den teknologiske udvikling, har imidlertid sine ofre: fortravlede og usikre mennesker, stressramte og depressive. Som om det gamle system, der måske var hæmmende for nogen, alligevel kunne tilbyde en tryghed i form af sikre ansættelsesforhold og kolleger, der bliver til venner. Som om de menneskelige relationer, netværkssamfundet fordrer, ikke kan tilbyde den nødvendige stabilitet og det ønskede nærvær. Nærværet er blevet et pseudonærvær?

Nyhedsudsendelsen udviser en lignende logik. Det skal være LIVE, det skal være nært. Men måske netop derfor bliver det så svært at forholde sig til, hvad der i virkeligheden sker i Sudan, i Irak eller i Afghanistan? Ifølge Ulrik Ekmans artikel er den teknologiske mediering af nærværet et problemfelt, som Don DeLillo konfronterer i sit litterære post-9/11 vidnesbyrd Falling Man. I stedet for den nødvendige gennemarbejdning af traumet har fjernsynets gentagne visning af de samme billeder foranlediget en række falske vidnesbyrd, der medfører kompensatoriske hævnaktioner eller lukrerende massevareliggørelse.

I det globale mediebillede, såvel som på den hjemlige scene, er den succesfulde politikers fremmeste karakteristika evnen til at brænde igennem på skærmen. Målet om at gennemføre svære reformer over tid har fået urimelig konkurrence af kravet om at kunne fremvise positive meningsmålinger her og nu. I forlængelse af Heidi Jønch-Clausens artikel ’Den nærværende politiker’ bliver det nærliggende at spørge, om vælgernes tilbøjelighed til at skifte favoritpolitiker adskillige gange inden for en enkelt valgperiode mon kan skyldes, at medietække er et flygtigt momentum, der kommer og går? At sexappeal er midlertidigt

Og hvad med familien? Dens favntag synes på én gang at være det evige mål for tryghed og en faktisk umulighed. Skilsmisser er snarere reglen end undtagelsen, men alligevel søger man familiens ro i det andet og i det tredje ægteskab. Med sin oversigtsartikel over nyere norsk litteratur tegner Kjell Ivar Skjerdingstad et billede af kernefamilien som en paradoksal foranstaltning, der kan have noget ’klæbrigt’ over sig. Forholdet mellem mand og kvinde får da også hårde ord med på vejen af Christian Braad Thomsen i analysen af Rainer Werner Fassbinders film Martha, hvor kærligheden møder sin modsætning i form af ren masochisme.

På trods af faren for masochisme forbliver nærværet, med Thomsens formulering, et af de ’smukkeste og mest autentiske af alle menneskets behov’. Truet af både det medierede pseudonærvær og den klæbrige omfavnelse undersøger Kulturo nærværstrangens smalle sti og ikke mindst kunstens vovede tråd herpå.

Rigtig god læselyst!