Undertiden gaar Robotterne ligesom over Gevind, omtrent som Epileptikere, forstaar De. Vi kalder det Robotkrampe.
– Dr. Gall, Forstander for R.U.R.’s fysiologiske og Eksperimental-Afdeling

På stand 1416 i Brøndby Hallen står en UR-robot og vrider sig i alle retninger. Datoen er 14. september, automatiseringsbranchen er samlet til årets Automatikmesse, og standen tilhører den danske robotudviklingsvirksomhed Universal Robots, der er verdens førende producent af kollaborative robotter til industrien ‒ de såkaldte Cobots, som smede, industriteknikere og ingeniører på produktionsgulvet er ved at lære at arbejde sammen med.

Den første industrirobot ‒ en robotarm, der kunne gribe fat om ting ‒ blev allerede installeret i 1961 på General Motors’ fabrik i New Jersey af ingeniøren Joe Engelberger og kunne fem år senere ses skænke øl og spille golf i The Tonight Show. Engelbergers Unimate-robot var med til at sætte gang i den bølge af automatisering af de forskellige industrielle sektorers fremstillingsmåder, der omtales som den tredje industrielle revolution, og gjorde arbejdet ved de amerikanske bilfabrikkers samlebånd mere strømlinet. Men indførelsen af robotter gav også anstød til frygten for, at automatisering erstatter menneskelig arbejdskraft med robotter. 1960’ernes og 1970’ernes automatisering udgjorde en markant omlægning af produktionsmåden, som overflødiggjorde meget af det manuelle fabriksarbejde og dermed fritstillede store dele af den industrielle arbejdsstyrke, der havde været beskæftiget i den masseproduktion, der ‒ opkaldt efter den hierarkiske organiseringsmåde på det tidlige tyvende århundredes Ford-fabrikker ‒ kendes som fordismen.

Automatiseringen medførte på det tidspunkt en overgang til den post-fordistiske serviceøkonomi, som de vestlige lande stadig står på skuldrene af, men hvordan skal den aktuelle bølge af automatisering forstås? I dag kan biler 3d-printes i 49 dele (frem for de sædvanlige mere end 5000 dele), og automatpiloterne er ved at gøre dem førerløse. Økonomer, ingeniører og erhvervsfolk taler om den fjerde industrielle revolution og industri 4.0, der ‒ som en reaktion på digitaliseringens mange fordringer ‒ skal bestå i overgangen til såkaldt cyber-fysiske systemer, der ned til mindste komponent er koblet direkte på nettet og del af tidens strøm af Big Data. På Automatikmessen i Brøndby Hallen er der konsensus om, at Internet of Things alligevel ikke drejer sig om køleskabe, der selv bestiller mælk, som man forventede i 1990’erne; i stedet for i service-sektoren foregår udviklingen bag om ryggen på forbrugerne ‒ den er B2B, business-to-business, og består af fuldt digitaliserede løsninger, som underleverandører som Universal Robots fremstiller til industriens forskellige sektorer: hypersensitive sensorer med IO-links, der bruges til digital processtyring og overvågning; fjernlagre, der kan betjenes online med droner styret fra andre kontinenter; og cloudcomputing med indbygget kunstig intelligens, der kan sortere i datastrømmen og levere de analyser, der disrupter markedet.

Dækningen af ny teknologi hviler i mange tilfælde på en uudtalt præmis om, at udviklingen først er forståelig, når den er trængt ind i forbrugets sfære og drejer sig om mælk og øl. Men når teknologiske nybrud har deres primære effekt i industriens sfære, og denne sfære samtidig er forankret i skyen på måder, der cementerer cybervirksomhedernes stigende magt over det globale marked, skal vi måske justere billedet af industrien for at forstå den situation, vores samfund befinder sig i. Populære serier som Halt and Catch Fire, Mr. Robot og Westworld er i gang med at fortælle historien om både den nære fortid, hvor PC’en den personlige computer blev opfundet, en alternativ nutid, hvor en gruppe hackere skal redde verden fra cyberkapitalisterne i Evil Corp, og en højteknologisk fremtid, hvor de naturtro robotter i en western-forlystelsespark robotkramper og går amok, og serie-fronten aftegner kun den mest populære front for kulturprodukternes tematisering af et magtskifte i retning af tech, finans, data og software.

Industriens selvfremstilling står i en interessant kontrast til disse narrativer, for virksomhedernes markedsførelse kan dårligt rumme de kritiske og dystopiske elementer, når de skal demonstrere det lyksaliggørende fremskridt, deres produkter driver: Universal Robots er opkaldt efter den tjekkiske forfatter Karel Capeks skuespil Rossums Universal Robotter fra 1920, der gav ordet ‘robot’ sin nuværende betydning af en selvbevægende, kunstigt fabrikeret maskine.  Det tjekkiske ord roboti er Capeks omdannelse af ordet robota ‘tvangsarbejde’ og kom af ordet rabu, ‘slave’, men de danske robotudviklere navigerer resolut uden om ordets negative konnotationer og stykkets dystopiske elementer og hæfter i stedet valgslægtskabet op på idéen om universalitet: UR-robotterne kan bruges af enhver i ethvert land, enhver industri, enhver proces, med ethvert budget og en hvilken som helst grad af programmørekspertise. Robotternes universalitet består for firmaet i en universel anvendelighed ‒ ikke som hos Capek i faren ved at indføre robotterne i alle led, hvorfor de lånte fjer fra litteraturen må siges at pryde en helt anden slags fugl end den modsætningsfulde art, de kommer fra.

FLID, TVANG OG PRODUKTIVITET I DEN JOBLØSE FREMTID
Capek foregriber den idé om den jobløse fremtid, som World Economic Forum i januar i år satte øverst på den verdensøkonomiske dagsorden. Én af karaktererne i det 94 år gamle sci-fi-skuespil, bygningschefen Alquist, forudser, at alle verdens arbejdere inden for fem år vil være arbejdsløse, og robotfabrikkens ejer Domin replicerer, at robotfabrikken

om 10 Aar vil […] producere saa meget Hvede, saa meget Tøj, saa meget af alting, at man kan sige, at Tingene ikke har nogen Pris mere. Saa kan enhver bare tage, hvad han behøver. Ja, de vil være uden Arbejde. Men der vil overhovedet ikke være noget Arbejde. De levende Maskiner vil lave alt.

Modsat de robotarme, der ‒ som det virkelige, postfordistiske paradigme på industrirobotter ‒ nu indstilles til samarbejde, er robotterne på Possums robotfabrik fordistiske individer, der erstatter mennesker 1:1.

Men erstatning af arbejdskraft behøver ikke kun være 1:1 for at have konsekvenser for arbejdsstyrken, for det, robotterne og andre automatiseringsteknologier kan, ændrer på, hvad mennesker skal kunne, vide og arbejde med. Forude venter en radikal omfordeling af alle funktioner, der gør fremtidens arbejdsmarked uforudsigeligt, men som derfor også er sværere at gennemskue end den fordistiske frygt for en 1:1-erstatning lader os vide.

Industria betød på latin ‘flid’ og ‘energi’ og karakteriserede snarere arbejdet end ‒ som nu, hvor industri betegner produktionssektoren ‒ fremstillingen, med Hannah Arendts distinktion snarere labor (der drejer sig om den blotte opretholdelse af livet) end work (der drejer sig om fremstilling af ting). Samtidig er produktivitet ikke længere ensbetydende med produktion, men slet og ret økonomisk vækst, som vi ser det hos Produktivitetskommissionen, der hari 2012 adresseretde den såkaldte produktivitetskrise, Danmark har befundet sig i siden 00’erne. Men Danmark er stadig et produktionsland, der fremstiller det, der kan betale sig, og outsourcer, når dét er mere rentabelt. Som økonomen Ha-Joon Chang, der i september har gæstet Danmark med sin kritik af den neoliberale kapitalisme, gør opmærksom på, lever vi ikke i en afindustrialiseret tid.

Industrien er her endnu, og det er alle fantasierne om den også, automatiseringens både negative og positive associationer, forestillingerne om fabriksarbejdet og heltebillederne af olieindsmurte smede.

God læselyst!