og nu – måske – aldrig
er du i bliven til og høren op
af enge tanker brændte torne
af blå, øjeblik for øjeblik,
fra sletterne til bjergenes begyndelser
Intet er i stand til
at udtømme denne ufattelige
bevægelighed

– Andrea Zanzotto, Sovrimpressioni

KUNSTENS BANKENØGLE
I denne udgivelse er formålet at behandle det væld af mulige betydninger, som ordet åbninger indeholder: fra den kosmiske oprindelses svimlende begyndelse, der åbner alt, over kunstens mange åbninger i sig selv og i os, til åbningen som destruktion og paradoksal lukning af det eksisterende, det etablerede. Det er netop det, åbningen må være: den brist i det lukkede hele, der viser ind til dens revers. Der kan vende den på vrangen eller splitte den ad. For som alt begynder med en åbning, kan denne verden igen åbnes med et slag, der lukker lyset eller mørket ind i, hvad vi troede var alt til al tid.
Åbningens øjeblik kaldtes af de gamle grækere kairos. Begrebet betegner det gunstige øjeblik, hvor tingene kan genforhandles, forandres og falde ud på nye måder. En tid, der viser ud over sig selv, og ikke blot påstår at rumme alle svar, som teknologioptimismen selvhævdende og ureflekteret alt for ofte gør. Og sådan kan åbninger også forstås her: som forandringens mulighed. Forandringen i mennesket i mødet med kunsten. Vi spørger til, hvordan dette møde virker, og hvordan forskellige kunstarter her virker forskelligt. Kunsten kan give adgang til oplevelser, som ellers ikke er os forundt, eller som er os forskånet. Åbningen er her, snarere end en begyndelse, en insisterende blotlæggelse af en verden, som har været skjult. Med sprogets mere eller mindre forklarende former, eller med de visuelle kunstarters ikke af sproget medierede udtryk. Her bliver fotografiet og maleriet en art vindue ind til andre virkeligheder. Kunsten vækker os gennem en semantisk forskydning, som modernismens kunstteoretikere fra Viktor Sjklovskij (1893-1984) og frem understreger. Ifølge Sjklovskij har kunsten til opgave netop at emancipere den menneskelige perception af verden fra den mekaniske form, den normalvis antager, som det hedder første gang i den berømte ‘Kunsten som værktøj’ (1916). Åbningen i perceptionen muliggøres af denne semantiske forskydning.

Således åbningerne i oplevelsen, men også kunsten selv er genstand for åbninger. Forskydninger, fordoblinger og diskrepanser, der tilsammen giver et inkongruent narrativ, som dermed forbliver åbent og utæt, som i Zanzottos digt. Åbningen er dobbelt: menneskets åbning i mødet med kunsten – og kunstens iboende åbenhed.

POLITISK BRÆKJERN
Åbningen omfatter altså også en usikkerhed, et ‘nu – måske – aldrig’, og af samme grund dens modsætning – afslutningen. Når den forstås som forandringens mulighed, kan den også være destruktiv. Enhver situation indeholder en principiel mulighed for forandring i forstanden brud på – eller slåen itu af – det normale og lukkede. Som André Breton (1896-1966), der om nogen kendte til det radikale nybrud, skriver i ‘Surrealismens andet manifest’ (1930): ‘Hvad emnet revolte angår, bør ingen af os have brug for forfædre.’

Revolten må finde sted uafhængigt af historisk erfaring, og den ny begyndelse forudsætter dermed ikke kun en destruktion af det bestående, men ligefrem en lukning, et ophør, en tilintetgørelse af den politiske, samfundsmæssige, kulturelle erfaring. Den totale afvisning af fortiden får et næsten religiøst præg; den revolutionære situation fremstår her messiansk, som den gjorde det hos Walter Benjamin og i dag gør det hos Giorgio Agamben.

Men hvorledes kan man øjne eller tænke en kommende samfundsorden, som forbliver tro mod denne åbenhed? Som ikke skubber til side og lukker ude i en falsk åbenheds navn. Måske svaret er an-arkisk, uden begyndelse, radikalt åbent, som kunsten er det. Uden en fuldendt og fastlåst doktrin; flydende og foranderlig. Bevægelig, som Zanzotto skriver det.

En modsætning til neoliberalismens såkaldte realisme, hvor enhver beslutning kan retfærdiggøres med henvisning til nødvendigheden.

Den totale politiske åbenhed er tilsvarende fuldstændig urealistisk i sin utopi. Men er ikke netop det urealistiske og naive håb en central forudsætning for, at bedre ting kan ske? Hvorfor acceptere en realistisk præmis, som tager sit udgangspunkt i en uønsket situation? Hvorfor ikke lade beslutninger begynde med idéen om det bedst (u)tænkelige?

Som Line Henriksen beskriver i artiklen ‘Tomrum’ i Kulturo #43, styrkes et samfunds sammenhængskraft af normer og traditioner, men denne homogenitet er defineret ved en udelukkelse af de andre. Hun udpeger intetheden eller tomrummet som et alternativt subversivt potentiale:

“Med andre ord, så kan et fundament i opbrud betyde plads til nye, der måske kan betyde mere levelige forhold for dem, der netop nu lever i marginen eller i højere grad skubbes ud i tomrummet end andre. Men det kræver åbenhed over for fundamenter i konstante, u/mulige tilblivelser og derfor en åbenhed over for uvisheden, det ubestemmelige, over for det, der er på vej fra tomrummet bag stjernerne.“

Hvis frygten for det ukendte og uforudsigelige ved tomheden erstattes af en åbenhed for det ny og overraskende, kan der måske opstå en åbning for noget utænkeligt bedre. Intetheden kan på den måde, i stedet for at markere fravær, repræsentere det noget, som ikke er endnu. Som Henriksen skriver: ‘Forestil dig det, du ikke kan forestille dig.’

Accepteres sårbarheden og usikkerheden ved, at alting ‘nu – måske – aldrig’ begynder og ender som i Zanzottos digt, åbnes muligheden for forandringer af snart sagt enhver art.

Vi ønsker med denne udgivelse at påminde om, at der i “denne ufattelige bevægelighed” altid kan opstå muligheder.
God læselyst!