CALL FOR PAPERS KULTURO #43

Tema: Frygt

Til forskel fra angst er frygt i udgangspunktet en rationel følelse. Den er en naturlig og instinktiv reaktion på en reel trussel. Alligevel findes mange eksempler på, at den instinktive frygt kan manipuleres. Da Lumière-brødrene i 1895 for første gang på film lod et tog køre ind mod publikum, skreg de og dukkede sig af frygt for, at toget ville bryde gennem lærredet og i 1938 udbrød panik, da Orson Welles’ radiospil The War of the Worlds af de amerikanske lyttere blev opfattet som en virkelig nyhedsudsendelse.

I dag struktureres politik i stigende grad af følelser, og dette gælder i særdeleshed frygt. Frygten anvendes på tværs af det politiske spektrum; den populistiske højrefløj alarmerer om, at flygtninge og muslimer vil underminere de vestlige samfund og svarer med krav om stærkere grænser, mens venstrefløjen reagerer på Brexit og Trump med dommedagsscenarier om det europæiske projekts undergang.

En fornyet usikkerhed om fremtiden har med andre ord igen givet plads til en frygt, der er milevidt fra den optimisme, der blev formuleret af for eksempel Francis Fukuyama efter murens fald. Derfor ønsker vi med KULTURO #43 at udforske frygten; fra gyserfilmens frydefulde frygt for den udstødte Anden til den apokalyptiske frygt for den på én gang konkrete og ubegribelige klimakatastrofe.

På den ene side foregår bomberegnen og skoleskyderierne på tryg afstand via medierne, men på den anden opfattes terrortruslen af mange som frygtindgydende konkret. Dermed sløres grænsen mellem rationel og irrationel frygt.

Med temaet FRYGT opfordrer vi til refleksion over frygtens kulturelle funktioner; herunder dens skiftende objekter, udtryk og hvordan, den betinger (politisk) handlen.

Send bidrag senest 20. februar 2017 til post@kulturo.dk

Artikelbidrag
Omfang: 14.000-18.000 tegn

Hvis du blot har en artikelidé, men ikke er sikker på, om det passer til KULTURO, vil vi gerne opfordre til at sende os en idébeskrivelse senest 30. januar for at få muligheden for den bedst tænkelige redaktionelle vejledning.

Litteraturbidrag
Vi modtager gerne både nye litterære bidrag, samt litteratur i oversættelse. Vi har ingen krav for omfang, men vi modtager kun færdige tekster.

Kunstbidrag
Visuelle bidrag samt bidrag, der forsøger at udfordre rammerne til, hvad der kan trykkes i et tidsskrift er velkomne. Vedsend værkbeskrivelse med årstal, materialer o.lign.

kulturo_callforpapers43
Klik på billedet for at downloade PDF

 

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen